|
Post by Deathrunner on Aug 11, 2016 19:37:45 GMT 1
Blue
De blå øjne skinnede op, en sort krop kunne skimtes mellem de store palmetræer og længere henne befandt det store bøjler sig. Jeg havde ikke set nogen længe - ikke efter min egen søn havde jagtet mig væk fra alt det velkendte. Mit sind synes at være omtåget, mest fordi jeg ikke rigtigt synes at kunne huske helt præcist hvad der skete dengang, men ikke destro mindre savnede jeg selskab - hvilke nok også var skyld i at jeg havde et forpint trist blik i de blå øjne. Halsbåndet bar jeg stadig omrking min hals, et minde om en tid jeg ej var alene. Mange havde jeg kendt, men alligevel havde det endt på den her måde. Det var mærkeligt, for engang havde jeg troet på så meget. Og nu havde jeg ingen.. intet.. kun mig selv. Det var ikke fordi det var nerdern at leve, jeg ville gerne leve - bare ikke halvt. Selvom jeg havde brugt mange timer og flere dage - månder måske også? Jeg har ingen ide om hvor meget tid der er gået, men en ting lå stadig dybt inde i mit hjerte, et minde - et minde der kunne jagte mine drømme, men ligeså min helt. Men igen.. min stolthed holder det nede, min stolthed.. pokkers ting.. Et blidt suk forlader min mund, mest fordi jeg falder hen igen - i den samme rille.. Der hvor ingen vej findes. Hvis bare der var en derude?
|
|
Sejem
New Member
Posts: 5
|
Post by Sejem on Aug 11, 2016 20:00:07 GMT 1
Mortuum:De mørke øjne ligger med et tungt, intet sigende blik på den blide sti, dækket af frodigt græs. Høje palmer strækker sig yndefuldt op og gør vejen mere slingrende at gå. Jeg kender endnu ikke dette sted og jeg kender endnu ikke dem der holder til her. Her er jeg intet som jeg engang var.. Stor, stærk og fyldt med brusende ild, jeg var ikke bare endnu en ulv i flokken, jeg var alfa, lederen, jeg havde mine Ravne, men den tid er forbi nu, dette er starten på et nyt liv, en ny begyndelse, med mindre splid, had og kamp.. Håber jeg.
Mit blik rejste sig fra jorden da en bekendt fært rammer min snude. Bekendt men alligevel ikke, jeg syntes ikke at kunne sætte et navn på hvem denne fært tilhøre, men jeg kender den. Det ved jeg bare. Mine øjne søger med et intenst blik mellem de store palme træer på hvem end der har denne fært. Jeg vender mig langsomt og ser rundt om mig og det er der jeg ser hende, synet af hende føltes som en pæl igennem mit hjerte, som nogle har tændt ild omkring mig. Jeg kan ikke trække vejret, luften føles tyk og kvælende. "Blue" Flyder mine ord ud, kun som en svag hvisken.
|
|
|
Post by Deathrunner on Aug 11, 2016 20:07:18 GMT 1
Den ligegyldighed jeg føler, har lagt sig som en klynge omkring mig, går mest og alt i min egen tanker, glemmer alt om virkeligheden, da en vinden bær en velkendt duft. Mine øjne formørkes. Hvorfor behøver det altid at snyde, dog fanger mine øjne en skikkelse - en velkendt, mere end blot velkendt. Mit hjerte slår et slag over, stopper op, med små åben mund, jeg fatter ikke hvad jeg ser. Blinker et par gange, mest fordi jeg tror ikke på det jeg ser, men han står der stadig. Mortuum. Den der ejer mit hjerte. Langsomt bløder mit blik op, før jeg med et højt hyl af glæde springer mod ham "MORTUUM!" Tror stadig ikke helt, men kan ikke lade være. Det er ham. Det må være ham.
Springer blot direkte mod ham, for at komme ind og give ham et kæmpe kram, jeg har savnet ham, mere end noget andet. Lige meget hvad der gjorde os små uvenner dengang er ligegyldigt, kan ikke engang huske hvorfor, kan bare huske der var et eller andet. Men det betyder ikke noget. Det eneste der betyder noget er han er her og jeg elsker ham uendelig højt.
|
|
Sejem
New Member
Posts: 5
|
Post by Sejem on Aug 11, 2016 20:18:13 GMT 1
Det er virkelig hende, jeg kan ikke tro mine egne øjne. "Blue!" Råber jeg, jeg vil helst bare løbe mod hende som hun kommer løbende mod mig, men min krop føles lammet, ude af stand til at bevæge sig. Jeg får tvunget mine igang og når lige at gøre et spring mod hende før hun er hos mig. Endelig. Dette som jeg har ventet på så længe, endelig hos mig. "Jeg troede at du var død, j..jeg troede aldrig at jeg skulle se dig igen.."Mumler jeg og slikker hende lidt på kinden. "Jeg var så bange Blue" Alt for mig følels så surrealistisk, som om det stadig ikke er gået et op for mig at det rent faktisk er hende jeg elsker så højt, der virkelig er hos mig nu.
|
|
|
Post by Deathrunner on Aug 11, 2016 20:23:15 GMT 1
Da jeg endelig når ham, krummer jeg mig helt ind til hans varme sorte pels, indånder hans duft. Det er ham, ingen aden kunne dufte lige så godt som ham, tvinger mig selv til at trække blot en anelse tilbage, så han ikke bliver helt mast. "og jeg troede du var død. Seikon jog mig bort, troede aldrig jeg skulle se dig igen" piver jeg, mest pga glæde over endelig at være ved hans side igen. "ligeså.. jeg har virkelig savnet dig. Så uendeligt meget. aldrig forlad mig igen.. aldrig fordi jeg kan ikke klarer endnu engang uden dig.." ligger mit hovedet op mod hans. lukker øjne en anelse i. Mit hjerte hammer hårdt mod min krop. Jeg er hjemme, fordi han er mit hjem. Det er så rart endelig er han tilbage. Vi er et.
|
|
Sejem
New Member
Posts: 5
|
Post by Sejem on Aug 11, 2016 20:40:11 GMT 1
"Jeg vil aldrig forlade dig Blue.. Aldrig" Svare jeg hende lavt og nusser hende lidt bag hendes øre "Du er det eneste jeg har" Alle omkring mig er efterhånden døde, Zibira, nox, de andre ravne, alle.. Men hun er her stadig, det absolut vigtigste for mig i dette liv. "Jeg elsker dig Blue, det vil jeg altid gøre"-"Jeg ved ikke om Seikon er i live og jeg ved ikke om han er i dette land, men lige meget hvad vil jeg beskytte dig" Slikker stille hendes kind.
|
|
|
Post by Deathrunner on Aug 11, 2016 20:47:05 GMT 1
Hans ord betyder meget for mig, mere end han måske selv ved. Ser blot lidt på ham med de milde blå øjne. "det er jeg virkelig glad for" siger jeg og slikker ham ved mundvigen. "jeg tror Sei er her, og en af dine ravne også, synes i hvert fald kunne dufte nogle velkendte dufte. men Mort.. lad os starte et nyt liv.. os to.. det har der aldrig været tid til, jeg vil ikke mere drama, jeg vil blot have dig. Kun dig og en famile sammen" alle andre betyder pludselig ikke rigtigt mere for mig. Fordi han er alt hvad jeg kunne ønske tilbage. Jeg behøver ikke mere end ham. Lukker igen blot omverden ude, mest fordi lige nu køre min hjerne og hjerte kun på en ting og det er min elsket Mort.
|
|